FC Rangers på langtur

 

goalcorner

Efter AGF og Steffen Rasmussen i særdelshed havde fået fodboldfeberen til atter at stige i Aarhus og omegn, så brændte støvlerne da først for alvor i taskerne hos spillerne i FC Rangers.

Som tidligere fortalt, så ramte aflysningen af lørdagens kamp spillertruppen hos FC Rangers hårdt, alt var gjort klar til kamp, udsigten og glæden til endelig at få grønt græs under støvlerne havde været stor, så aflysningen skabte stor skuffelse.

Fredag aften ser træner Mikkel Sørensen dog pludselig et lys i mørket, Bording IF havde set at FC Rangers havde fået aflyst deres kamp og de stod selv i samme situation og havde fået deres fodboldplaner ødelagt af et hold der ikke havde kunnet stillet hold og derfor kontaktede de FC Rangers.

Og der var ikke langt fra tanke til handling og i løbet af ganske kort tid havde alle spillerne meldt tilbage og et hold var samlet, dog var Bording lidt længere væk en den lokale hotdogbiks og kasseren måtte kontaktes, kunne der bevilliges en langtur på den nye motorvej i retning mod Herning.

Thomas Hollensen var som sædvanlig svær at hugge i når der skulle penge op fra den sorte muldvarp, men han satte sig dog ned og begyndte at lede efter en billig bus og fandt dog også en litauisk virksomhed som kunne flytte truppen til Bording og tilbage igen for 750 jyske dollars.

Så godt, så langt, den litauiske chauffør skulle dog have halvdelen af betalingen på forhånd og de aftalte at han skulle komme og få pengene.

Det viste sig dog at den litauiske virksomhed ikke helt havde forstået hvad der skulle flyttes, for udenfor holdt der en mindre velholdt svinetransport og selvom at Holle nok et kort øjeblik overvejede om den ikke gik alligevel, nu når det var så billigt, så måtte han finde en anden løsning.

Derfor er Mikkel Sørensen blevet udstyret med to klippekort til Midttrafik og truppen kan komme på deres langtur på den Midtjyske Motorvej i vestlig retning.

Henrik Voldborg kunne med så kort varsel ikke garantere solskin, men ville kikke på det så snart vejrsweateren var kommet tilbage fra renseriet, dog kunne han fortælle at der nok var 50% chance for sol.

Kampen mod Bording IF spilles kl 13.00 lokaltid, Jimmy Gam er ved at regne på tidsforskellen, mere tilgår når der er indkøbt batterier til hans Texas TI-30.

Ps. der tages forbehold for fiktion i ovennævnte tekst, dog ligger det fast at FC Rangers spiller træningskamp mod Bording IF og at skulle  man have lyst til at kikke på, så spilles kampen kl 13:00 på banerne ved Bording Hallerne, Klochsvej 25, 7441 Bording.

[Best_Wordpress_Gallery id=”2″ gal_title=”Sponsorer”]